CHABOS

  At denne hønserace, som er kendt gennem mange århundreder, har sin oprindelse i Japan, kan man næsten gætte sig til, bare ved at se på dyrene, for der er vel ingen der som japanerne har eksperimenteret med at gøre tingene små, og også arbejdet med de ekstreme detaljer. Chabos er et rigtigt godt eksempel på dette, derfor ser vi her en hønserace der på mange måder adskiller sig fra andre hønseracer.

Det vi først ser som et særkende, og som også er et af kardinalpunkterne, er de meget korte og kraftige ben, der er så korte at (når de er helt perfekte) kun tåspidserne ses under brystet når dyret står normalt. Hoveddelene er en anden vigtig ting, som hos især hanen, skal være meget store. Kroppen skal være kort, bred og fast, og brystet skal virkelig fylde noget, og det er desuden vigtigt at brystets forreste punkt, ligger lige midt mellem kamtakkernes spids og jorden.

Den korte ryg, og den store hale, som bæres højt (egernhale) giver racen et pudsigt, men alligevel et stolt udseende. De hængende vinger som rører jorden, fuldender denne noget specielle hønserace.

Der findes et utal af varianter inden for denne race, og langt de fleste af disse varianter findes med tre forskellige fjerstrukturer, nemlig glatte, krøllede, og silkehønefjerede. Når man så dertil lægger, at der i hver af disse, findes op mod 30 forskellige farvevarianter, så er det i hvert fald ikke for meget at sige, at der virkelig er utallige muligheder med denne race.

Her i landet begrænser vi det dog noget, det er først og fremmest de sorte og sort hvidplettede, men også den hvide sorthalede i glat og krøllet, den helt hvide, og også den hvide med skæg, findes ude hos opdrætterne. Heldigvis ser vi at tendensen går i den rigtige retning, idet der rundt omkring hos opdrætterne står mange nye og spændende farvevarieteter. Det er kun et spørgsmål om tid før vi også ser dem i burene til diverse udstillinger.

Vi skal ikke her prøve at bilde folk ind at Chabos hører til blandt en af de nemme hønseracer at arbejde med rent avlsmæssig, for det gør de absolut ikke. Racen kræver et forholdsmæssigt stort tillæg af kyllinger hvert år. Men når racen alligevel har fået en ivrig kreds af opdrættere, hænger det måske sammen med, at vi har at gøre med en race, som i det daglige er utrolig behagelig at have med at gøre, den er rolig, omgængelig og så kræver den kun lidt plads. Hertil kommer der så også nogle avlsmæssige udfordringer, som vi i specialklubben sætter stor pris på. Til slut skal lige nævnes at Chabos er en glimrende æglægger og en ualmindelig god kyllingefører.
Benny Pedersen